Krop Sind Selv - en vej ud af volden

Socialrådgiver med speciale i vold i nære relationer

Rikke

Hvem jeg er
– og hvordan jeg arbejder

Jeg tror på, at alle mennesker
fortjener et liv uden vold.

Narrativ traumebehandling

Yin yoga

NADA

SARA-V3

Leder af krisecenter

Socialrådgiver

Min faglige baggrund

Jeg er uddannet socialrådgiver og har gennem mange år arbejdet som voldsfaglig rådgiver og senest som leder af et krisecenter. Desuden har jeg en efteruddannelse i narrativ traumebehandling, yin yoga, NADA og sikkerhedsvurderinger efter SARA-V3.

Gennem mit mangeårige arbejde med vold har jeg ofte mødt mennesker, som har haft en forståelse af, at personer, der rammes af vold, er svage. Det er ofte kommet bag på dem, at netop de kunne ende i en relation, hvor der blev brugt vold mod dem.

Den triste sandhed er, at vold ikke selekterer. Den kan ramme alle – uanset baggrund, religion eller uddannelsesniveau.

Sandheden er også, at mennesker, der hver dag overlever i en relation, hvor der bruges vold, rummer en enorm styrke. Det kræver stor kraft at navigere i en relation, som over tid rykker dig længere og længere væk fra dig selv og dine egne grænser.

Jeg ved, at det for mange kan være både svært og indgribende at flytte på krisecenter. Nogle har brug for et mere fortroligt rum til at tale om det, de står i.

Vejen til et liv uden vold er sjældent lige.
Nogle gange bliver vi ledt ad omveje og kan føle os faret vild.
Men vejen er din at gå.

Jeg tilbyder at gå med dig, præcis, der hvor du er på din vej.

Jeg støtter dig i at forstå den vold, du har levet med, og hjælper dig med at omskrive nogle af de fortællinger, volden har skabt om dig.

Jeg støtter dig i at finde tilbage til dig selv – og i at tage din kraft tilbage.

Jeg støtter dig i at tage din kraft tilbage

Krop · Sind · Selv

Mit arbejde tager afsæt i metoden Krop · Sind · Selv, som jeg udviklede under mit arbejde som voldsfaglig rådgiver. Metoden støtter dig i at skabe balance i dit liv, mærke dine egne grænser igen og skabe det liv, du inderst inde drømmer om.

Derudover støtter jeg dig socialfagligt i det, du måtte stå i, og hjælper dig med at skabe overblik over din situation. Jeg tilbyder råd og vejledning i forhold til dit individuelle forløb – uanset om der er tale om sager i det kommunale system, herunder jobcenter, familieafdeling eller familieretshuset.